Økonomi er socialvidenskab - ikke anvendt matematik

Økonomi handler om at holde hus med samfundets ressourcer, men økonomer taler abstrakt, og mange forstår ikke hvad de siger.

Økonomi er sammensat af de græske ord 'oikos' og 'nomos' og betyder egentligt lov/regler for hus(holdning). Men økonomi er som videnskabelig disciplin blevet stadig mere kompleks og i stigende grad hængt op på uforståelig matematik og abstrakte modeller, der kun mestres af de færreste. Og når det opleves som umuligt at forstå økonomien, bliver det også umuligt at drage den økonomiske magt til regnskab. Fornemmelsen for 'det fælles bedste' forvitrer, og oplevelsen af at hænge sammen som samfund smuldrer. I tilgift kan man endda slå fast at økonomien ikke engang fungerer hensigtsmæssigt. Den økonomiske udvikling er kendetegnet ved tilbagevendende kriser - og det vil også ske i fremtidens globale økonomi. Ofte med de største konsekvenser for de dårligst stillede.

Økonomien er en kamplads for ideer, men det opdager vi kun, hvis vi ser faget i et idéhistorisk perspektiv. Kun ved en sådan betragtningsmåde bliver det klart, at der intet definitivt er ved tingenes nuværende tilstand. Økonomi er ikke en gang for altid fastlagte økonomiske modeller. Der er intet endegyldigt. Økonomiens idéhistorie afslører da også, at økonomifaget altid har været åben for diskussion.

Økonomiske paradigmer

Ifølge den italienske økonom Alessandro Vercelli har de seneste godt 100 år været karakteriseret af forskellige paradigmeskift i den økonomiske tænkning og økonomiske politik. En større krise i økonomien afstedkommer typisk et radikalt kursskifte i den dominerende økonomiske teori, der så igen med en vis forsinkelse former den økonomiske politik.

Denne 'interaktion' mellem praksis og teori kan føres helt tilbage til den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet samtidig med lanceringen af Adam Smiths Nationernes Velstand i 1776. Smiths værk indtroducerer liberalismen som afløser for den såkaldte merkantilisme, der prægede 1600- og 1700-tallet. Adam Smiths teoretiske forestilling om en 'usynlig hånd' som den styrende kraft i den fremspirende kapitalisme slog markant igennem og blev praktiseret som den liberalistiske politik - den såkaldte "laissez-faire", der dominerede økonomien frem til den økonomiske krise, der startede med børskrakkene i efteråret 1929.

Krisen med den omfattende og vedvarende arbejdsløshed viste, at den 'usynlige hånd' og laissez-faire-politikken ikke formåede at bringe tingene tilbage i balance. Det gødede jorden for den keynesianske revolution. Så gennem 1940'erne blev det John Maynard Keynes økonomiske teori, der var lanceret med værket General Theory i 1936, der blev toneangivende. En økonomisk teori der gav staten en større rolle med aktive interventioner for af genskabe beskæftigelsen og sikre den fordeling af de nye velfærdsgoder, som markedet ikke havde kunnet klare alene.

Keynesianismens epoke blev gennem 1950'erne og 1960'erne en tid med høje vækstrater og velstandsstigning, men også en periode hvor sårbarheden gradvisk blev øget på grund af voksende offentlige udgifter og voksende inflation.

I begyndelsen af 1970'erne blev situationen uholdbar, da bl.a. oliekrisen medvirkede til ny arbejdsløshed samtidig med en fortsat høj inflation. En situation som den keynesianske politik ikke kunne håndtere. Det blev nu i stedet den såkaldte neoliberalisme, med sit teoretiske fundament udformet af især Milton Friedman, der blev den nye mainstreamøkonomi. I den økonomiske politik kom deregulering, privatisering og et liberaliseret marked i centrum fra begyndelsen af 1980'erne, og i den økonomiske teori blev fokus lagt på matematiktunge generelle ligevægtsmodeller. Udsving i økonomien blev alene set som grundet i udefrakommende faktorer som forstyrrende intervention fra staten eller oliechok.

Gradvist bredte der sig i slutningen 1990'erne den opfattelse, at man omsider havde fundet nøglen til vedvarende at holde økonomien på sporet - en ny varig tilstand med stabil vækst, behersket inflation, lav arbejdsløshed og ingen voldsomme konjunktåursving. Ja, i 2007 nåede den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen lige akkurat at sige, at økonomerne må overveje "at skrive lærebøgerne på universiteterne om" i lyset af den ny krisefri tilstand, før finanskrisen brød ud og styrtede dette ny verdensbillede i grus.

Bankkriser var imidlertid allerede fra 1980'erne begyndt at blive hyppigere, men det blev set som isolerede hændelser. Med Den store Recession i 2007 bankede virkeligheden imidlertid atter på. Det var igen blevet klart, at markederne ikke selv er i stand til at sikre hverken en tilfredsstillende indkomstfordeling, en rimelig realløn for de mange eller en stabil beskæftigelse. Og uden det falder efterspørgslen og økonomien går i stå.

Og hvad så nu? Desværre ser det ikke ud til, at der er et paradigmeskifte på vej, men at vi må vente på en endnu større krise, før der sker noget!